Nu skal der pakkes!
skrevet af Henrik
Tiden flyver afsted, og allerede om en uge er vi på vej til Hawaii. Vi har næsten ikke turdet tro på, at vi denne gang skal afsted, men der er meget, der tyder på det. USA har lempet restriktionerne meget, så det kræver “kun”, at vi voksne er vaccinerede. Den største risiko synes at være, at vi bliver smittede med corona, da den er i vækst.
Forberedelserne til turen er i fuld sving. Alt papirarbejdet er nu udført, og vi er begyndt at lægge ting til side, som skal pakkes i kufferterne. Indtil videre er det overskueligt, som det fremgår af billedet nedenfor, men der er til gengæld meget, der mangler at blive pakket.
I de kommende dage skal vi pakke meget mere, og så er vi ellers klar til at flyve afsted torsdag d. 30. juni kl. 6 om morgenen. Vi skal være i lufthavnen nogle timer i forvejen, så det bliver ikke til meget nattesøvn.
Vi tager hele turen til Hawaii i ét stræk - altså uden overnatninger undervejs. Første flyvning er til Amsterdam. Den næste er til Seattle på USAs vestkyst. Og til sidst videre til slutdestinationen Kona på “Big Island”. Dør til dør tager det på den trælse side af 24 timer, så det bliver en test af både børnenes og vores tålmodighed.
Fra tidligere rejser har vi oplevet, at det giver os en stor glæde at skrive en rejseblog, hvor vi ofte nedfælder de oplevelser, vi har haft. Det er både sjovt, når vi er afsted, men også når vi er kommet hjem, og kigger tilbage på de oplevelser, vi har haft.
Vi håber I vil få lige så meget glæde af at læse vores rejseblog, som vi har af at skrive den.
Subscribe via RSS | Til forsiden