Allerede ved ankomsten til Seattle (altså efter at vi havde lagt de store stærke border control betjente og deres mange spørgsmål bag os) blev vi mødt af den venlighed og imødekommenhed, som skulle komme til at kendetegne vores layover. I ankomsthallen fik vi kontakt med ældre mand, der var frivillig i lufthavnen. Han hjalp os med at finde et hotel i gåafstand til lufthavnen, hvor vi kunne overnatte. Han ringede rundt og sendte os i retningen af Red Lion Hotel med bemærkning om, at han ville møde os ved hotellet om 10 minutter og sikre sig, at vi fik et værelse, ellers ville han sørge for, at vi blev fragtet videre til et nyt hotel. Det lykkedes heldigvis det hele, og vi fik os en lille snak med den venlige sjæl, som det viste sig havde et barnebarn, der havde studeret i København.

Efter aftensmad på Subway faldt vi alle om kuld ved 19-tiden efter første rejsedag og vågnede ikke overraskende ved 3-tiden om natten helt veludhvilede. Det gode ved USA er, at det meste har åbent de fleste timer i døgnet, så kl. 6 sad vi klar på et af mine yndlingsspisesteder i USA, “Denny’s”, hvor en veloplagt og snakkesaglig tjener sørgede for hot breakfast med bacon, eggs og pancakes i alle afskygninger. Dernæst fulgte en tur i den lokale park med legeplads og søbred, hvor alle fik rørt sig, og vi fik en lille snak med parkbetjent Doug, der var tidligt på færde for at samle skrald, inden dagens gæster, og som gav os et par gode tips til Hawaii.

Det blev et kort besøg i Seattle - men ikke desto mindre et meget hyggeligt besøg. Kl. 12 indfandt vi os påny i lufthavnen, og ved 15-tiden lykkedes det endelig at få vingerne i luft med kurs mod Hawaii. Flyveren såvel som tiden fløj afsted, for ungerne tog sig begge en lur på over tre timer, og snart kunne vi ud af den runde rude skimte de øer, som vi har snakket om i årevis og i særdeleshed i månedsvis. Begejstringen steg til nye højder, nu da målet endelig manifesterede sig i noget så håndgribeligt som synlige vulkaner, hvide sandstrande med palmer og meget blåt vand.

Med flyet på fast grund igen kan jeg afsløre, at ikke alle bliver modtaget med blomsterkranse om halsen og hula-dansende piger i bastskørt, som vi ellers har set på så mange film. Blomsterkransene mv. udeblev men til gengæld var der en hurtig shuttle til Avis-biludlejning, og kort tid efter sad vi i vores Kia SUV på vej mod vores hotel, Ocean Tower.

Hotellet er en del af et større resort med flere hoteller, hvor man transporteres rundt via en tram og parkerer sin bil langt uden for hele herligheden. Det skulle vi jo lige gennemskue, idet mørket også var faldt på og ikke hjalp på evnen til at orientere sig. Men efter en tram-tur rundt i det meste af resortet, nåede vi hotellets lobby. Også her tog indcheckningen en del tid, for bookingen var blev anført med “Birgitte” som efternavn, men også det lykkedes til sidst, og vi kunne langt om længe indtage vores hotelværelse. Aftensmaden på dette meget fremskredne tidspunkt kom til at bestå af vending-maskinens menu i form af kopnudler, chokolade buncake og en smeltet snickersbar. Ikke lige det man havde forestillet sig ved ankomsten til dette paradis, men vi tager revanche i morgen.