Daniel har allerede skrevet et fint indlæg om vores tur ud at se djævlerokker, men det var så særlig en oplevelse, at jeg også må beskrive det.

Hvis man er på Big Island, bør man klart overveje at tage turen ud at se djævlerokker. Efter sigende er Big Island det eneste sted i verden, hvor man kan få dette store havdyr at se så tæt på.

Vi stævnede ud fra havnen i Kona omkring solnedgang, og sejlede en halv times tid ud til området, hvor djævlerokkerne holder til. Når himlen er kulsort, hopper deltagerne i vandet, og holder fast i en plade med lys, der peger nedad. Dette tiltrækker rokkerne. Men hvorfor virker det tiltrækkende på en rokke?

Djævlerokkerne ved Big Island har et vingefang op til 5,5 meter og vejer op til omkring et ton. De lever udelukkende af plankton, og de skal spise 10% af deres kropsvægt hver dag. Om dagen rækker solens stråler ned i de mange øverste lag af vandet, hvilket tiltrækker plankton. Når solen går væk, forlader plankton de øverste lag af vandet og venter til næste gang solen er fremme.

Pladen med lys fungerer som en kunstig sol for plankton. Lyset får plankton til at koncentrere sig ved pladen - og sådan en koncentreret gang natmad kan djævlerokker ikke modstå.

Normalt husker rokker ikke, hvor de spiser fra gang til gang, men rokkerne ved Big Island har fået for vane at søge føde samme sted aften efter aften. Det giver en meget stor træfsikkerhed mht. at se rokkerne på sådan en tur.

Det var meget overvældende at være så tæt på et gigantisk dyr som djævlerokken. Man må ikke røre ved rokkerne, men somme tider kom rokkerne til at røre ved os, hvilket er temmeligt grænseoverskridende. Se video i Daniels indlæg.

Det var en kæmpestor oplevelse.

Jeg har normalt ikke store problemer med søsyge, men denne tur fik skovlen under mig. Det var måske en kombination af relativt høj søgang og vanskelighederne ved at navigere i og under vandet mens det meste er mørkt. Det kom heldigvis først for alvor på tilbageturen, så jeg fik det fulde udbytte af turen. Daniel var upåvirket, og munden stod ikke stille på ham på vejen hjem. Han undrede sig over, hvorfor jeg udelukkende svarede ham i enstavelsesord, men sådan er det, når man bruger al sin kapacitet på ikke at kaste op.