Strandtur på Kauai
skrevet af Inge Birgitte
Første dag på Kauai fulgte vi øens eneste hovedvej vestpå langs kysten til Waimea Canyon, så fredag d. 15. juli besluttede vi at følge hovedvejen nord-østpå langs kysten, så vi også fik set den del af øen. Vi havde nemlig fået et tip af nogle amerikanske turister, som vi mødte i Waimea Canyon og som flere gange havde besøgt Kauai. De havde foreslået os at tage til Hanalei Bay oppe nordpå, for der var en meget børnevenlig strand. Den strand, som vores hotel ligger ned til, er nemlig alt andet end børnevenlig.
Vi pakkede alt vores strandgrej som i skrivende stund består af to fyldte, blå IKEA-poser med svømmefødder, fullface-masker, snorkelmasker, svømmebriller, skovle og spande mv. plus vores nyerhvervede boogie board og satte afsted. Vi går ikke ned på udstyr!
Det var en fantastisk smuk køretur derop, hvor flotte strande med lyst sand og azurblå hav afløstes af snævre veje og dramatiske naturlandskaber i form af grønt beklædte vulkanskabte bjerge.


Vel fremme ved Hanalei Bay parkerede vi bilen helt nede ved stranden og indtog herlighederne. Det var intet mindre end en fantastisk strand, som kommer til at konkurrere om førstepladsen med stranden på Maui. Stranden var beliggende i en stille og rolig bugt omkranset af de vulkanskabte bjerge og den vilde natur, som vi netop dagen før havde besigtiget fra et fugleperspektiv under vores helikoptertur dagen før.
Der blev badet, svømmet, dykket, hoppet og boogieboarded i de blå bølger. Der blev kreeret flere sandskulpturer på stranden, herunder modtog jeg en kærlighedserklæring fra Daniel i form af en udgravet solvogn med kopholder (det er ikke spildt på ham at rejse i den amerikanske kultur). Efter adskillige timer stod solen så højt og truende på himmel, at vi var nødt til at søge ly i bilen og vende næsen hjem igen.




Tilbage på hotellet holdt vi en kort siesta, inden Henrik og børnene indtog poolen for en sidste svømmetur, mens jeg fik pakket kufferterne, inden vores næste ø-skifte, hvor vi rejser videre til Oahu, som bliver vores sidste stop på denne rundrejse.
Subscribe via RSS | Til forsiden